top
 

Referat, FU og CKR møde d. 14. dec. 2011

Referat fra møde mellem Center for kliniske retningslinjer og DMCG-PAL, Bispebjerg Hospital, 14.12.2011, kl. 12-14

Til stede:

Fra center for kliniske retningslinjer: Thordis Thomsen og Preben Ulrich Pedersen

Fra DMCG-PAL: Henrik Larsen og Birgit Villadsen og

repræsentanter fra Dyspnø-gruppen Helle Gamborg, Marianne Spile og Annemarie Salomonsen

Referent:

Annemarie Salomonsen

Dagsorden:

Tilbagemelding fra Center for kliniske retningslinjer vedrørende udkast til Dyspnø - retningslinjen.

Punkt 1.

Tilbagemelding

Preben havde taget initiativ til mødet for at kunne forelægge og drøfte kommentarer til den første retningslinje fra en arbejdsgruppe i DMCG-PAL og for at kunne drøfte den videre godkendelsesproces (procedure og fælles ”ejerskab”).

Her følger de vigtigste elementer i tilbagemeldingen:

En indledende kommentar vedrørende titlen, hvor der står ”pleje og behandling” foreslås rettet til lindring, hvilket er det formål, indsatsen har.

De fokuserede spørgsmåls formulering om ”målt ved validerede….” foreslås slettet — det ligger implicit.

Preben refererede derefter den fremgangsmåde, centret anvender ved læsning af en retningslinje:

Man begynder med anbefalingerne bagerst: er de forståelige for Centret og praksis?, og kan man se ud af anbefalingerne, hvilken evidens, der er at finde i evidenstabellen og i litteraturgennemgangen ? Det kan man —og der foreslås enkelte små ændringer vedrørende det første fokuserede spørgsmål (opioider). Omtalen af ”Røde dråber” foreslås flyttet op i opiodafsnittet — selve fremgangsmåden med spørgeskemaundersøgelsen til at undersøge anvendelsen er glimrende.

Et gennemgående tema ved læsning af retningslinjen er, at der skal være ”en rød tråd” i retningslinjen fra fokuserede spørgsmål, litteraturgennemgang, anbefalinger og litteraturliste og konsistent terminologi gennem hele retningslinjen.

Hvis der ikke specifikt er søgt på et emne, skal det ikke inddrages, selv om der ”dukker en interessant artikel op” — eksemplet i retningslinjen om gangdistance - det slettes.

Af hensyn til overskuelighed foreslås de fokuserede spørgsmål også sat ind i afsnittet om litteraturgennemgangen.

Baggrundsafsnittet er glimrende — og der foreslås en gennemgang af de mulige interventioner, der erfaringsmæssigt findes til dyspnø for at belyse, hvorfor vi vælger at beskæftige os med netop de udvalgte i retningslinjen.

Det foreslås at skrive en passus ind i anbefalingerne om det væsentlige i at vælge ud i anbefalingerne, så indsatsen tilpasses individuelt.

Generel kommentar: Vi er nået ”meget langt”, sammenhængen i retningslinjen er tydelig, og der foreslås mindre rettelser - ”Stort og flot arbejde”.

Punkt 2. Orientering

Center for kliniske retningslinjer samarbejder med et institut i Australien (http://www.joannabriggs.edu.au/) om arbejdet med kvalitativ forskning og arbejdet med metasynteser.

Punkt 3. Det videre forløb

De foreslåede rettelser indarbejdes, arbejdsgruppen planlægger at mødes om dette i Odense tidligt i januar (9. januar 2012).

Centret finder 4 eksterne bedømmere.

Henrik udarbejder en mailliste over bestyrelse, fagfællesskaber og andre interesserede, som får retningslisten i faglig høring i godkendelsesprocessen.

Godkendelsen søges gjort færdig inden DMCG-PAL's årsmøde 1. marts.

Punkt 4. Det videre samarbejde mellem CKR og DMCG-PAL

Centret og DMCG-PAL er enige om se samarbejdet som et fællesskab mellem to ligeværdige parter, og begges logo skal stå på de færdige retningslinjer.

Retningslinjerne offentliggøres på Centerets og DMCG-PAL's hjemmesider.

I selve den kliniske retningslinje skal tilføjes standard tekst under følgende punkter:

Forfattergruppe

Denne kliniske retningslinje er udarbejdet under Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliativ Indsats (DMCG-PAL, en organisering af det palliative område under DMCG.dk, der finansieres af Danske Regioner) (/)

Navn, stilling, tilhørsforhold på forfattergruppens

medlemmer og evt. vejleder. Herunder angivelse af hvem

der er kontaktperson samt pågældendes e-mail og

telefonnummer.

Godkendelse (Denne tekst skrives altid ind i den kliniske retningslinje:)

Godkendt af Rådet for Center for Kliniske Retningslinjer og DMCG-PALs bestyrelse, efter intern og ekstern bedømmelse. Den kliniske retningslinje er kvalitetsvurderet i henhold til retningslinjer fastlagt af centerets Videnskabelige Råd og vedtaget af Rådet for Center for Kliniske Retningslinjer.

(www.kliniskeretningslinjer.dk/godkendelsesprocedurer)

Bedømmelse (Denne tekst skrives altid ind i den kliniske retningslinje:)

Den kliniske retningslinje lever op til kvalitetsniveauet for

kliniske retningslinjer, som er beskrevet af Center for

Kliniske Retningslinjer. Bedømmelsen er foretaget både internt og eksternt og ved en offentlig høring inkluderende DMCG-PALs bestyrelse og derigennem de faglige og videnskabelige selskaber samt de specialiserede institutioner i palliativ indsats.

Bedømmelsesprocessen er beskrevet på:

http://www.kliniskeretningslinjer.dk/